Sider

mandag den 17. december 2012

Ladcykel

Torsdag skal vi hente denne her. Cyklen, der skal gøre vores lettere, når vi nu lige om lidt flytter så langt væk fra institutionen, at vi ikke længere kan trække en voksencykel med to TUNGE børn på.

Åh, vi glæder os allesammen.

søndag den 16. december 2012

Uge 14 -18

Så er der lagt trægulve, og de fleste elementer er ved at være sat op. Da de var halvvejs var vi lidt lunkne ved nogle af vores valg, men nu hvor det meste er sat op, kan vi se, hvor flot det faktisk bliver. Og vi kan også se, at huset snart er færdigt...

Køkkenet bliver rigtig, rigtig dejligt, og det er nok den ændring af standard-arkitekturen, vi er mest tilfredse med: Vi fik flyttet emhætten fra midt i rummet til en væg, så den bliver knap så fremtrædende i rummet. Det betød farvel til overskabene, som vi så i stedet fik flyttet til 'bagsiden' af de skabselementer, der udgør den ene længe i køkkenet. Det har givet et ekstra bredt køkkenbord, som det bliver fantastisk at arbejde ved!

En anden ændring, vi er meget tilfredse med, er 'udretningen' af de to brusekabiner, der har fået lige hjørner.

Og endelig er der gulvet, som vi også er utrolig glade for. Vi valgte at betale ekstra for brede planker, og det var et godt valg.

Det ekstra brede køkkenbord

Køkken med vindue ud til haven

Halvfærdigt gulv

onsdag den 12. december 2012

Indeksregulering

Så fik vi den - forhåbentlig sidste - ekstrafaktura fra Lind & Risør på 3.800 kr. for indeksregulering. Det er så det, det koster os, at byggeriet ikke nåede at komme i gang til tiden og dermed i alt er blevet 1 1/2 måned forsinket.

Nu venter vi så bare på den store faktura. Den, der skal dække hus og tilvalg, og den må jo komme i starten af januar, da alle lån skal være på plads ved overtagelsen midt i januar.

I huset bliver der pt. lagt gulve og opsat elementer.

onsdag den 28. november 2012

To do

Hovederne begynder at summe med alt det, der snart skal ske: Indflytning om 7 uger. Lejligheden er sagt op, børnene er skrevet op til skole og børnehave, og alt tyder stadig på, at overtagelsesdatoen holder.

I mellemtiden forsøger vi så at få styr på alt det, der skal ordnes i løbet af de næste par uger: kontakt til flyttefirma, indhentning af tilbud på fliser og carport, valg af tyverialarm, etablering af lån, køb af Christianiacykel og tusinde andre praktiske ting. Vi har en lang liste, som bare bliver længere og længere, men vi får heldigsvis også streget et par ting hver dag, så vi kan se, at der sker lidt...

I søndags var vi inviteret til kaffe hos naboen, hvor vi fik talt om den mur, der står i skellet. Det var en rigtig dejlig eftermiddag, hvor alle fire børn legede på perfekt vis. Og hvor vi kørte hjemad med en virkelig god fornemmelse i maven. Nu glæder vi os RIGTIG meget!

torsdag den 22. november 2012

Uge 13 og 14

Indvendigt går det pludselig langsommere. Der er sat fliser op i byggers/entre og i de to badeværelser. Der er kommet gipslofter op, og nu er maleren så ved at afslutte sit arbejde. Alt bliver hvidt. Og malet med maling, der er mærket med EU's miljømærke.

Vi har fået ændret et af de valg, vi tog på materialevalgsmødet, nemlig toiletknappen. Vi havde oprindeligt valgt to forskellige - den ene grim, men børnevenlig. Og faktisk ret meget for grim, men til gengæld til standpris. Nu har vi fået to relativt pæne, voksenvenlige toiletknappen til en merpris af 1300 stk. :)

Køkken-alrum

Børneværelse

Forældrebadeværelse

tirsdag den 20. november 2012

Solceller!

Vi nåede det lige på målstregen: En hektisk opringning lørdag aften kl. 22 endte med, at vi underskrev kontrakt søndag eftermiddag! Vi stødte tilfældigt på et firma, der havde weekendåbent, og de kunne oplyse, at vi stadig kunne nå at komme med på den 'gamle' ordning, hvis bare vi skrev under inden søndag kl. 24.

Og det gjorde vi så: Når vi er flyttet ind, skal vi have installeret 30 styk sorte solseller, der skulle kunne dække hele vores forbrug.

Vi er så glade - og venter nu bare på, at lovforslaget bliver fremlagt, så vi kan finde ud af, om ændringen bliver, som man forventer, eller om vi skal gøre brug af vores fjorten dages fortrydelsesret :)

torsdag den 8. november 2012

Uge 11 og 12

Nu er det udvendige arbejde afsluttet, og det begynder at se ret færdigt ud. Indtil man låser sig ind. Hvad flere i øvrigt har forsøgt på - bare med en skruetrækker, for der er tydelige mærker på indbrud på døren. I følge vores byggeleder har det været drengestreger, da ingen af mærkerne ser professionelle ud, men det er nu ret træls alligevel. Lind & Risør udbedrer dette.

Indvendigt er alle badeværelses- og bryggersfliser sat op, og tømrerne er i gang med at ordne loftet. Senere på ugen begynder malerarbejdet.

I dag var vi en tur på loftet - bare lige for at se, hvor meget plads der er. Det ser fint ud, så det skal nok gå med alle vores kasser. Og der er en indbygget trappe med gelænder - dejligt.



søndag den 28. oktober 2012

Uge 10

Så kom der da lige mursten op. Ca. ti dage tager det, og det er helt vildt. Nu står der pludselig et hus!

Stenene er Antik umbria, som er en gul/brun sten. I starten ville vi have mørkegrå sten, og sidst i processen overvejede vi klassiske røde. Men valget faldt på Antik Umbria, fordi det var den mest neutrale af de tre. Så vidt vi kunne forstå på materialevalgsmødet, er det også den sten, Lind & Risør bygger flest huse i.

Prisen for Antik umbria ligger over standardprisen, så det blev en ekstraudgift for os, men det er jo nok en ting, man ikke skal gå på kompromis med.

Vi kan så desværre se, at der er lidt forskel på brændingen af stenene, som gør, at der er et lidt mørkere 'mønster' på nogle af rækkerne af sten. Det er vi ærgerlige over, men vi håber, at det bliver mindre udtalt, når sten og mørtel tørrer bedre ud.

mandag den 22. oktober 2012

Uge 9

Så kom der tag på. Det tog halvanden dag, før alle tagsten var lagt.

Nu begynder det at ligne noget!


søndag den 14. oktober 2012

Uge 8

Vi kørte forbi huset i dag og opdagede, at man nu skal bruge nøgle for at komme ind! Der var ganske rigtigt kommet vinduer og døre i huset, og undertaget er færdigt. Så vi kiggede lidt længselsfuldt ind af vinduerne og blev enige om, at vi lige må se at få fat på den nøgle i en fart :)

Vi skal nemlig ind at tjekke, hvor de har placeret vores kommende Nilan-panel. I allersidste sekund fik vi afværget standardplaceringen, som er midt i køkken-alrummet, hvor man slet ikke har lyst til at få den slags teknik placeret! Det skulle, efter aftale, nu gerne være placeret i bryggerset. Vi mangler bare at dobbelttjekke, men krydser alle fingre.

Vores byggesagkyndige opdagede tre småting i sidste uge, som han lige skal tilbage og følge op på. Vi er glade for grundigheden.

Og hen over weekenden fik vi så lige fire fakturaer på regningsarbejde, som ikke er med i entreprisekontrakten og derfor bliver merudgifter. En faktura på 500 for månedlig leje af ekstra jernplader (hvis man skal have ekstra plader til vores grund med et hus, som ligger tre meter fra fortovet, gad vi godt at se den grund, der kun skal bruge de indberegnede jernplader...), en faktura på 4.400 for nogle ekstra vandledninger og arbejde i den forbindelse og endelig knap 80.000 (!) for bortkørsel af by-forurenet jord m.m. Sidstnævnte havde sælgerne hos Lind & Risør afsat 25.000 til, så vi er MEGET glade for, at jordbundsundersøgelsen kom i så god tid, at vi nåede at få et forbehold med i købsaftalen, der gør, at sælger tager den del. Det er svimlende summer, vi har at gøre med.


 

mandag den 8. oktober 2012

Uge 7

I denne uge har tømrerne arbejdet i huset. Taget er nu på vej. Og det ser så fint ud. Vi er SÅ glade for, at vi valgte at udskifte valmtaget med fuldmuret gavl og fiskertag; også selv om vi ikke kommer til at kunne gå tørskoet rundt om huset.

Er det nu, man holder rejsegilde?! Vi fejrede det med burger og pommes frittes i fredags. For børnenes skyld, selvfølgelig :)

I løbet af denne uge bliver taget lavet færdigt, og der kommer vinduer og døre i huset. Derefter er det tid til 2. syn af vores byggesagkyndige.

Vindue i børneværelse

Karnap i stuen

Karnap i stuen og vindue i badeværelse

lørdag den 29. september 2012

Uge 6

Så er bagmuren færdig, og tømrerene kommer på mandag. De begynder at sætte spær op og derefter en slags undertag, så det er slut med de store vandpytter i køkken-alrummet.

Børnene har gået rundt på deres værelser i dag, og vi har snakket om, hvor de skal ligge i sofaen og se Disney Sjov. Huset og værelserne virker temmelig små, når man går rundt i 'skelettet', og det er svært at forestille sig, at der bliver plads til vægge, køkkenelementer m.m.

Vi har lidt overvejet at plante noget hæk nu her, men vores byggeleder fraråder det, da han ikke kan garantere, at hækken stadig står der, når huset er færdigt... Vi tror dog, at vi planter en eller anden stor busk eller noget i den stil, så vi hurtigst muligt kan få noget til at gro op foran soveværelset. Huset ligger nemlig ret tæt på vejen, så det bliver noget, vi lige skal vænne os til. Men vi tænker, at lidt hæk og planter kan gøre meget.

På vej ud af badeværelset

Fra højre: Køkken-alrum, børneværelse

Stilladser klar til opsætning på mandag



tirsdag den 18. september 2012

Uge 5

Vi fik et chok, da vi kørte forbi grunden i dag. I sidste uge pudsede de fundamentet, og i går kom murerne så for at sætte bagvæggene op. Og det er gået stærkt! Hold op, der står jo pludselig et hus, som man kan gå rundt inden i.

Fra vejen

Fordør. Til venstre hul til vindue i soveværelse. Til højre hul til vindue i entre.

Hul til vindue i det ene børneværelse

Køkkenalrum

torsdag den 6. september 2012

Uge 3 og uge 4

I denne ug har vi fået byggeriet tjekket af en byggesagkyndig fra Rostgaard - Rådgivende ingeniører i Roskilde. Alt var fint, og derefter har håndværkerne så hældt beton i og støbt fundamentet, så det nu skal tørre i fem dage og derefter slibes.

Det er gået lynhurtigt, og det er fedt at følge. Og meget mærkeligt, at vi pludselig kan gå rundt på det, der bliver gulvet og se, hvor stue, værelser og badeværelser kommer til at ligge.


I uge 38 kommer murerne og begynder at sætte bagvæggen op... Stort.

lørdag den 1. september 2012

Uge 2

Mandag forbereder de gulvvarme, og tirsdag støber de fundament :)




søndag den 26. august 2012

Uge 1

Vi kørte forbi grunden i dag og blev temmelig overraskede. Halløj, det ligner jo noget, og det er gået megahurtigt! Nu kan vi pludselig se, hvor huset skal ligge.

Og vi kan også se, at huset komme til at fylde lidt mere, end vi havde regnet med. Faktisk ser det lidt voldsomt ud på grunden, men det skal nok gå. Vi har jo ikke tid til at passe en stor have alligevel - vi er glade, bare vi kan komme lidt ud. Og en anden ting, vi også kunne se, var, at den ene langside kommer til at ligge temmelig tæt på vejen, så vi være kreative og finde en løsning på et eller andet, der kan gro hurtigere end en hæk og måske et espalier med slyngplanter foran vores soveværelsesvindue. Gode ideer modtages gerne :)




søndag den 19. august 2012

Fundament på vej

Så er arbejdet i gang. De er begyndt at fjerne jorden, som skal køres væk, og derefter skal de i gang med at støbe fundamentet. Tre uger er der afsat til det - derefter begynder de at bygge.

Og 15. januar er der overtagelse - fantastisk!




lørdag den 11. august 2012

Den vertikale have

Så fik jeg da lige en have i fødselsdagsgave. En vertikal en af slagsen, som skal kreeres af selveste Favela, der laver de sejeste ting. Det bliver smukt og godt, og jeg glæder mig sådan! Det er en dejlig, dejlig gave, som jeg er meget spændt på :) Og jeg lover at uploade et billede næste forår eller sommer, når den måske står klar...

Den vertikale have skal være med til at skjule den tilbageblevne del af det sammenbyggede skur, vi har fået revet ned. Naboens del af skuret står der stadig, og eftersom muren står i skellet, kan der ikke plantes hæk. Så vi skal finde ud af, hvordan vi skjuler omkring ti meter temmelig kedelig betonmur. Løsningen bliver nok at male muren grøn og plante en slags slyngplante. Og så tilføje den lille vertikale have, hvor vi kan have et par planter eller nogle blomster, der er fine at se på.

På mandag er der i øvrigt opstartsmøde med vores byggeleder kl 7.30 (!) på grunden. Derefter begynder nedtællingen...

lørdag den 28. juli 2012

Betonpælefarcen

Og hvordan gik det så med betonpælene? Jo, politiet kom forbi og så på sagen. De talte bl.a. med en vågen nabo, der kom med et tip om noget byggehalløj ganske tæt på, hvor et par polske håndværkere har arbejdet med "noget" i haven, og hvor der netop er blevet sat et nyt hegn op. Politiet kørte forbi og talte med ejeren af huset, som oplyste, at det er lææænge siden, de skilte sig af med deres tidligere betonhegn. Hvorefter politiet skrev en rapport, der konkluderede, at de ikke har grund til at tro, at ejeren af huset skulle tale usandt.

Vi kørte selv forbi for en uges tid siden og kunne konstatere, at der - gemt i hækken - fortsat står to betonpæle. Som i øvrigt har samme beslag monteret, som vi kan se på de betonstykker, der har ligget spredt på vores grund.

Og jeg skriver "havde", fordi vi besluttede, at vi hverken kan eller vil bruge tid på sagen, så vi fik Junkbusters til at komme og afhente betonpillerne i mandags. Det var MEGET tungt. Stakkels mænd. Og det kostede os 2.000 kr.

onsdag den 11. juli 2012

Rabarberkvarter

Vi var forbi grunden i går. Helt ryddet, sidst vi kørte derfra. Men nu viser det sig så, at en eller anden egoistisk kæmpeidiot har dumpet sit byggeaffald på vores ryddede grund. Et stort læs monstertunge betonpiller, der sikkert er tippet ned fra lastvognen i ly af mørket. For bæres kan de ikke.

Og det efterlader os så lidt med et problem. Hvad gør man: Hvem anmelder man det til, hvordan man får det fjernet, hvad koster det? Og hvorfor skal vi nu til at bruge energi, humør og penge på den slags, når det nu lige gik så godt...


Hvem savner dette?

lørdag den 7. juli 2012

Færdigt arbejde

Fire dage tog det. Første dag fjernede de alt, hvad de kunne, med hænderne. Anden dag kom Københavns Energi og cuttede fjernvarmen. Tredje dag kom Kurt med maskinerne, og fjerde dag tog de olietanken og ryddede op efter sig.

Nedrivnings-Kurt havde et par hårde dage, tror vi, men han klarede det fantastisk og top-professionelt. Huset blev revet ned, vores foretrukne planter overlevede, det sammenbyggede skur står stadig, og olietanken kom væk. Fire containere med affald blev kørt afsted - normalt er det kun én container. Men huset var så gammelt og bygget af så forskellige materialer, at vi kom langt over. Og alligevel har vi kun fået en faktura på den pris, Kurt havde anslået i sit tilbud. Vi tror, han har været large - han har i hvert fald brug en dag mere end beregnet, bl.a. skuret var så kompliceret at skille.

En fantastisk, forrygende oplevelse!

Her stod en gang et hus...

onsdag den 4. juli 2012

Magisk dato

Vi fik brev fra Lind & Risør i dag: "Det kan oplyses, at byggeriet forventes påbegyndt mandag 13-8 i uge 33 2012". Yes!

Opstartsmøde med byggelederen på dagen kl. 7.30.

Hvis vi skal forsøge at regne en overtagelsesdato ud, må det være noget med at lægge 20 byggeuger + seks ferieuger til startdatoen. Så ender vi omkring 1. februar, hvis alt går, som det skal.

Kurt giver den gas!



søndag den 1. juli 2012

Mega-held!

Vi er blevet ringet op her til aften af nedrivnings-Kurt, der har fået et afbud. Så nu kan han komme i morgen og ordne det. Mandag fjerner de alt, der kan bæres ud, tirsdag kommer Københavns Energi og frakobler fjernvarmen, og onsdag kommer Kurt igen. Nu med maskiner.

Det er simpelthen så fedt at få det ordnet inden ferien. Både fordi det er en milepæl i processen, men også fordi det kan betyde, at byggeriet kan gå i gang en anelse tidligere, end vi troede i sidste uge. Men også nervepirrende, da der er et skur, som er sammenbygget med naboens hen over skellet - om de to skure deler mur vil vise sig...

I morgen må vi lige tidligt op og en tur forbi huset for at se, om alt er klar. Det er det. Men det er nu rart nok, at vi lige har været forbi inden.

Vi kan næsten ikke få armene ned igen!

tirsdag den 26. juni 2012

Ingen adgang!

Vi var ude i huset i dag for at flytte stauder og andre planter til det område, som vi har fået lov til at frede. Efter en halv times hårdt arbejde, gik det op for os, at den fantastiske pæon-busk mangler. Hov. Og at rosenbusken mangler. Hov. Og at to andre huller i jorden vidner om, at yderligere to store buske er forsvundet. Hov. Og at havehandskerne, planteskeen og en kæmpe, kæmpe mængde haveløg mangler. Løg, som jeg møjsommeligt (!) har brugt en hel dag på at grave op af jorden og derefter lagt til tørre et mørkt og koldt sted. Hov! Hov! Hov!

Der har været ubudne gæster. Hvem skal vi mistænke? Stort set alle i kvarteret har været forbi grunden for at spørge, om de må få nogle af vores planter, "...hvis huset alligevel bare skal rives ned". Et par stykker har opstøvet vores navn og telefonnummer og ringet for at spørge os om det samme. Og vejforeningens formand har spurgt på vegne af hele vejen. Og alle har fået den besked, at vi vil bevare det, vi kan, og at vi selv siger til, hvis der er levn.

Men nogle - med rigtig dårlig stil - kom os i forkøbet. Sådan er det, og vi har tilladt os at være sure i dag. Og så har vi hængt en seddel op på havelågen og klaget vores nød til vejforeningens formand.

Efterlyst:

En brøkdel af de mange løg
 
Rosen



lørdag den 23. juni 2012

Nedrivning

I denne uge er el og vand blevet frakoblet, og om halvanden uge sker der samme for fjernvarmen. Så er huset helt klar til at blive revet ned, så vi kan komme videre. Problemet er bare, at huset åbenbart først kan blive fjernet i uge 33. Uge 33! Der er nærmest to måneder til. Og hver dag vi venter, udskyder overtagelsesdagen. Det er simpelthen så bittert, at vi skal vente så længe på dette. Og det er faktisk næsten ikke til at holde ud...

onsdag den 20. juni 2012

Nu med byggeleder!

Pludselig går det fremad igen - dejligt! Vi fik i dag en mail fra vores kommende byggeleder. Så er der et navn på, og alt synes pludselig at nærme sig. Han har taget kontakt til Nedrivnings-Kurt og er ved at undersøge, om huset kan blive revet ned før sommerferien. Og søreme om han ikke også er ved at sørge for, at el og vand bliver frakoblet. Jamen dog.

Det kan vi godt lide. Så nu ser vi fremad og glæder os over at være gået ind i en ny fase med en ny kontaktperson. 

tirsdag den 19. juni 2012

Frakobling af fjernvarme

Halløj, så hørte vi lige en daggammel telefonbesked fra Københavns Energi om, at de frakobler fjernvarmen om 14 dage. Helt uden vi har rykket for en dato. Sådan! Man får åbenbart service, når man betaler 20.000 for ingenting...

Vi har selvfølgelig straks rykket Lind & Risør for, at de booker nerivnings-Kurt asap, så huset kan blive fjernet inden industriferien. Det må da kunne lade sig gøre?

Grundkredit vol. 2

Efter utallige opkald og mails lykkedes det os omsider at få kontakt til vores bankrådgiver... Som undskyldte og forklarede sig med, at papirerne fra Lind & Risør er umulige at gennemskue. Og derefter fik hun så hastebestilt den manglende grundkredit, som vi hurtigt skrev under og fik sendt til Lind & Risør.

Nu er bolden så igen på deres banehalvdel, og vi er gået ind i en ny fase af venten.

Målet er nu at få Lind & Risør til at igangsætte nedrivningen af huset, inden de lukker butikken ned i industriferien. Problemet er bare, at fjernvarmen endnu ikke er frakoblet, så i realiteten venter vi i første omgang på Københavns Energi.

fredag den 15. juni 2012

Rutschebane

Hvis der er noget, der kendetegner denne proces, er det, at det konstant går op og ned. Så er vi vildt glade, fordi det går fremad med processen, så kommer der en ny kæp i hjulet, så er vildt glade , og så kommer der en ny kæp i hjulet, og så...

I går drak vi champagne, og i dag har vi så modtaget et brev fra Lind & Risør med besked om, at de mangler en garanti fra banken og ikke vil gå videre med processen, før de har modtaget den. Fristen for denne garanti var den 30. maj, men alligevel opdager de det først nu 1 1/2 måned senere...

Garantien består af to dele, en temmelig stor garanti på det beløb, vi 'skylder' Lind & Risør, og et - i denne sammenhæng - lille beløb til 'eksterne' ydelser.  Det er den sidste, de åbenbart mangler.

Vi burde vel være sure på vores bankrådgiver, men vi må indrømme, at dette overskygges af vores forundring over, hvorfor Lind & Risør først opdager den manglende garanti efter halvanden måned, hvor det får betydning for igangsætningen af byggeriet.

Det må lige stå for sig selv. Og så må næste indlæg handle om haven - et tiltrængt neutralt emne...

torsdag den 14. juni 2012

Gode nyheder!

To gode nyheder på én dag, netop som vi trængte allermest til det:
  • Vi har fået bygge- og nedrivningstilladelsen! Den flinke sagsbehandler har fremskyndet processen og tilmed sendt den pr. mail til os samt til Lind & Risør, så vi ikke skal vente på posten.  Vi har mødt en meget stor venlighed og fået rigtig god service, hver gang vi har haft med Miljø- og teknikforvaltningen at gøre.
  • Vi har fået talt med Skat omkring den kommende ejendomsværdibeskatning, og det beløb, de umiddelbart anslår, viser sig nu at være ca. halvdelen af det (ganske vist vældig høje) beløb, vi havde frygtet. Vi har nemlig opdaget, at vurderingen/beskatningen desværre er lidt anderledes for nybyggeri. Hvad den endelige vurdering ender på, finder vi først ud af i oktober 2013, men det er vigtigt for os at have et pejlemærke, inden vi optager lånet.
Det må være champagnetid i aften, nu hvor tilladelsen er i hus, så OMSIDER kan komme videre. Jubii!

tirsdag den 12. juni 2012

Mere øv

Vi trænger efterhånden rigtig meget til en god oplevelse med Lind & Risør. Og vi trænger ikke til den ekstraregning på op mod 20.000 kr., som vi har opdaget i dag. Det er prisen for at få afmeldt fjernvarme på den nuværende grund.

Det er kommet bag på os, at det er os, der skal stå for dette (arrangere og kommunikere med kommunen, tage stilling til mærkelige ting m.m.), ligesom det også var en overraskelse for os, at Lind & Risør ikke har afsat et beløb til dette i vores byggebudget. Det er jo trods alt temmelig mange penge. Og endelig er vi lidt fortørnede over, at vi ikke har fået oplyst, at vi skal sørge for det - der er jo en årsag til, at vi betaler andre for at tage sig af byggeprocessen... Faktisk opdagede vi det ved en tilfældighed, og det føles ikke spor trygt.

Næste gang må det blive et neutralt indlæg om alle de løg, vi er ved at grave op af haven, og alle de stauder vi er ved at flytte. Og nå ja, her er der da faktisk en god nyhed: Det lader til, at vi måske alligevel er så heldige, at vi kan bevare en lille flig af haven, så de flotteste planter kan overleve rydningen af grunden.

lørdag den 9. juni 2012

Tålmod, tålmod

Det bliver langsomt mere og mere irriterende, at behandlingen af vores bygge- og nedrivningstilladelse gik i stå, fordi kommunen ikke fik alle de nødvendige og korrekte oplysninger tilsendt fra start. Det betyder min. 30 dages ekstra behandlingstid. Og hertil skal så lægges, at vi - pga. den længere behandlingstid - rammer ind i Lind & Risørs sommerferie på tre uger, hvor der heller ikke kommer til at ske noget...

 Nu må der godt snart ske noget.

mandag den 28. maj 2012

Øv

Vi skulle lige sunde os lidt... Efter Lind & Risør fandt ud af, at Københavns Kommune ikke stiller krav om faskinen, nægtede de - som tidligere nævnt - at bygge den. Med mindre vi ville betale 25-35.000 kr. for den. Altså for den faskine, de ville have bygget gratis, lige til de opdagede, at de kunne slippe uden om. Efter at vi i stor frustration havde brugt nærmest en hel dag på at ringe rundt for at undersøge ting omkring faskinen, besluttede vi os for at undvære den. Så må vi få den på et senere tidspunkt, hvis vi får råd.

Men forløbet har været mega øv! Og vi kan ikke helt lade være med at være lidt forundrede og urolige over, at der ikke har været mere styr på tingene, og at kommunikationen har været så dårlig/sparsom.

Vi har dog besluttet, at vi ikke vil lade det ødelægge glæden ved projektet, men faktum er, at vi nu står uden faskine, og at vi skal vente op til 25 dage ekstra på byggetilladelsen, fordi Lind & Risør først fik sendt en ufuldstændig byggetilladelse til kommunen, og fordi de derefter fjernede faskinen og sendte en revideret situationsplan. Det betyder, at det nu bliver svært at nå at starte nedrivning og byggeri på denne side af sommerferien. Øv.

Midt i alt dette er det dog værd at nævne, at kontakten til Miljø & Teknikforvaltningen i Københavns Kommune har været virkelig god. De er superflinke, servicemindede og nemme at arbejde med - det har i hvert fald været vores oplevelse, lige fra vi i november måned hentede matrikeltegninger og til nu, hvor de flere gange har givet os status på vores byggetilladelse. Som heldigvis snart skulle være på vej :)



fredag den 18. maj 2012

Faskine ikke faskine...

Vores byggesag er ved at blive behandlet hos kommunen og stærkt på vej mod sin afslutning. Midtvejs i sagsbehandlingen modtog vi de sidste tegninger fra Lind & Risør, bl.a. placering af stikkontakter, grundplan, køkken med elementer og den slags. Og så en situationsplan, der viser husets placering på grunden. Vi er i gang med at skrive under, da der dumper en mail ind med en kort oplysning om, at de har droppet faskinen, fordi de har opdaget, at den ikke er et krav fra kommunen. Nå.

Vi kan først få byggetilladelsen, når vi har underskrevet alle dokument, altså også den nye situationsplan uden faskine. Som vi faktisk virkelig gerne vil have.

 Vi har ringet til vores kontaktperson og fået oplyst, at den vil koste os 25-30.000 kr. Om det er ud over det budgetterede, ved vi ikke. Og der er temmelig mange ting, vi ikke ved, fx om det koster os noget ud over det budgetterede at blive tilsluttet kloaknettet og mange andre ting. Så vi føler os faktisk ikke klædt på at til at træffe beslutningen om, hvorvidt vi skal have den faskine eller ej. Så nu er beslutningen - og dermed - byggetilladelsen - udskudt i min. en helligdag, en projektleders fridag og en weekend. Lad os håbe, at det lykkes os at få de nødvendige informationer meget snart, så vi kan komme videre i processen.

søndag den 6. maj 2012

Nedrivningsfest! Dåseøl, pølsehorn og fantastisk vejr. Børnene fik lov at tegne på væggene og løb op og ned ad trapperne i det helt tomme hus. Venner, familie og naboer kom forbi og besigtigede både grund, hus og have.

Nogle fik blomster med og andre en håndfuld fantastiske rabarber. Det var en absolut fantastisk dag, som vi selvfølgelig gentager, når det nye hus er færdigt - men så bliver det med rigtige bobler og inden for i huset - og på en helt anden årstid :)

torsdag den 3. maj 2012

Bygge-og nedrivningtilladelsen

Så har Lind & Risør omsider fået sendt bygge- og nedrivningstilladelsen afsted. Op til 20 dage skulle det tage for kommunen at behandle sagen, så nu venter vi bare meget spændt på at høre nyt.

Man skulle efter sigende kunne få et journalnummer tilsendt, så man selv kan følge sagen på kommunens hjemmeside.

fredag den 27. april 2012

Og mere indbo...

Vi opgav Genbyg.dk, da de aldrig vendte tilbage til os. Vi lagde i stedet et par annoncer på Den blå avis: Termovinduer, døre, trappe, gulve, radiatorer. Der kom en storm af henvendelser, og vi fandt en, er både aftager døre, vinduer og gulve. Fantastisk. Trappen og udestuen er der også en, der vil have. Godt, at de gode ting får nye liv, og at vi tjener en smule på dem. Nu venter vi så efterhånden temmelig utålmodigt på, at Lind & Risør omsider får sendt den nedrivnings- og byggetilladelse til kommunen. Vi forstår ikke, hvordan det kan tage så lang tid, når vi synes, vi har travlt.

fredag den 20. april 2012

Mens vi venter...

Vi har overtaget grunden og er klar til at komme videre nu. Men Lind & Risør har endnu ikke sendt bygge- og nedrivningstilladelsen til kommunen, så vi går og tripper for, at det skal ske. De har i følge planen i entreprisekontrakten fire uger til at udarbejde den (hvor lang tid kan det lige tage??), men vi havde sevfølgelig håbet på, at de måske kunne nå det på tre. Men det kan de så ikke - seneste melding lyder på, at de får den sendt i starten af maj, som i følge min beregning er lidt mere end fire uger.

Det er lidt ufleksibelt, synes vi, men det er jo nok bare ulempen ved, at de er store og har mange projekter i gang samtidigt. Alt går efter faste skemaer og procedurer, og der er ikke meget, der kan ændres - heller ikke i en forhandlingssituation, inden entreprisekontrakten skal underskrives.

Resultatet er jo så, at det ser mere og mere usandsynligt ud med overtagelse den 29. november. Det når vi ikke, eftersom kommunen først modtager bygge- og nedrivningstilladelsen først i maj, hvorefter de skal bruge mellem 15 og 25 arbejdsdage på at behandle den. Hvis man altså er så heldige, at de ikke overskrider de frister, de oplyser på deres hjemmeside...

Og når vi så først har modtaget bugge- og nedrivningstilladelsen, går der yderligere 2-4 uger, inden Lind & Risør begynder at bygge. Byggeriet skulle efter planen være startet senest 1. juni. Men nu er spørgsmålet nok snarere, om vi overhovedet når at komme i gang inden håndværkernes sommerferie - Lind & Risør melder, at de har ferie i ugerne 28, 29 og 30. Og så er vi jo faktisk fremme ved starten af august.

Byggeriet skal tage 20 uger, og så skal vi lige lægge seks ugers håndværkerferie til (!!!) i denne periode, og så kan vi ikke længere regne ud, hvilken overtagelsesdato vi ender på... Men vi glæder os!

lørdag den 14. april 2012

Garanti til Lind & Risør

Grundkreditten har nu været på plads i noget tid, men træder først i kraft til maj. Der overtager vi officielt grunden og skal til at betale husleje. Så bliver vi 'rigtige' husejere med afdrag på lån og den slags voksne ting.

Og nu er så også garantierne til Lind & Risør på plads. To af slagsen, der hver koster 3.000 bare i oprettelse. Og derudover 2 procent af garantibeløbet pr. måned. Det er jo også en slags penge! Men heldigvis har banken glemt at oplyse os om dette, og de var derfor så flinke at sige, at vi ikke skal betale de to procent. Det er ganske mange penge, der er tale om, nemlig næsten 3.300 pr. måned eller godt 25.000 for hele garantiperioden - og endnu mere, hvis byggeriet ikke bliver færdigt til tiden. Så det er jo faktisk slet ikke så dårligt for det store regnskab :)

Men nu, hvor også garantierne er på plads, er vi temmelig langt med banken. Det betyder, at vi ikke behøver gøre mere ved finansieringen, før garantien omsider kan erstattes af det endelige huslån - når der står et hus på grunden, og vi overtager det. I mellemtiden må vi så bare holde øje med renten og kurserne, så vi kan vælge det rette lån.

fredag den 13. april 2012

Indbo

Så kom vi af med vaskemaskinen - en glad køber hentede den i dag for 900 kr. Billigt, men vi skulle af med den, inden huset skal ryddes. Tilbage er så nogle faktisk ret flotte døre med messinghåndtag, yderdøre og vinduer. Genbyg er endnu ikke vendt tilbage, så måske de skal i Den blå avis i stedet.

tirsdag den 10. april 2012

I banken - igen...

Så skal vi til det igen i morgen. Møde i banken. Sidst fik vi opretttet en dyr (!) grundkredit, og i morgen skal vi så have oprettet en garantistillelse fra banken til Lind & Risør. Vi har bedt Lind & Risør om at sende os et dokument med en udregning på det specifikke beløb. Simpelthen fordi vi ikke længere selv var sikre på, at vi kunne gennemskue de forskellige beløb og udregninger. Det er nemlig ved at være lidt kompliceret for sådan nogen som os.

Vi er indtil videre glade for samarbejdet med Lind & Risør, men vi synes, de med fordel kunne oppe sig lidt på kommunikationen. Det er i virkeligheden meget simpelt - vi vil bare gerne have sat lidt flere ord på, hvad der skal ske hvornår i processen, og hvordan de forskellige dokumenter og beregninger skal forstås.

Nå ja, på fredag kommer der en forbi for at se på den vaskemaskine, som sælger har efterladt i huset. Der er ikke efterladt så meget, der er noget værd, men vaskemaskinen er rimelig ny, så den kan vi forhåbentlig afsætte. Og så er der nyere termovinduer, og fine fyldningsdøre med messinghåndtag, som vi forsøger at afsætte til Genbyg.dk

onsdag den 4. april 2012

Blomster

Her er blomster fra min nye have.

Vi fik nøglerne i dag - tre uger tidligere end aftalt. Vi har jo hverken været i haven eller huset før, så det var med temmelig stor spænding, vi åbnede havelågen og låste os ind i huset. Et meget mærkeligt hus med rigtig meget gangplads og nærmest ingen plads til beboelse. Det hele var nærmest sammenbyggede skure og kun en lille del er reelt hus. På alle måder et meget Amager-agtigt hus. Man forstår godt, at det er solgt nedrivning, selvom sælger sikkert har været glad for at bo der.

Haven var fin med lidt påskeliljer, buske og den slags. Forhåbentlig kan vi lade lidt træer langs kanten stå. Det er i hvert fald planen at høre Nedrivnings-Kurt om dette og efterlade så meget som muligt. Og så også bevare ét af skurene, det fineste, som heldigvis står langs kanten og kan blive et fint legehus eller redskabsskur.

Desværre så det ud til, at en del af huset er sammenbygget med naboens skur. Som faktisk står i skellet og dermed må være ulovligt opført. Det giver os problemer med nedrivningen, for vi er nødt til at fjerne det, men det kan ødelægge naboens skur eller i hvert fald fjerne skurets væg. Lettest vil nok være at fjerne det sammenbyggede tag og lade muren stå. Selvom det så betyder, at en stor del af den ene skillelinje ind til naboen bliver ren mur. Og det er desværre lige det stykke af haven, der bliver udsigten fra køkken og stue. Øv. Men vi er indstillet på at leve med den, hvis vi undgår nabobøvl - så må vi plante noget, der kan tage lidt af udsynet.

Og begge naboer mødte vi. Til den ene side et par med to børn på samme alder som vores. Kan ikke være bedre. Og til den anden side et ældre ægtepar, som også virkede rigtig søde. Kvarteret er fuldt af børn, og det er jo helt fantastisk!

torsdag den 29. marts 2012

Hang on honey

Hey, vi har købt nye pendler til vores nye flotte køkken! Det er udstillingsmodeller, der har hængt i studiet til "Godmorgen Danmark". Ja, faktisk har de også været med i Natholdet, der lavede en hel udsendelse om dem. Se her

Tre gule og en orange - fordi der ikke var flere gule, men det skal nok gå. Orange er det nye sort :)

Tillægskontrakt

Så har vi underskrevet den sidste kontrakt, tillægskontrakten. Det har været en lidt blandet oplevelse. Vi nåede op på tre versioner, før vi endelige ramte plet. I den første kontrakt, vi modtog, manglede der mange af de ting, vi havde aftalt på mødet. Pudsigt nok mest ting, der skulle modregnes, fx en emhætte til 5.000 og skabe til 4.000. Altså en del penge. Så røg den tilbage igen og kom så rettet, men uden forklaring tilbage med en ny udgift på 8.500 for "ændring fra grundmodel til individuel model".

Det har kort sagt været en noget forvirrende proces, og vi har oplevet, at det er næsten umuligt at gennemskue, hvad man betaler for ting, og om kontrakten er i orden, fx om der mangler noget. Så på den måde har det været en lidt kedelig oplevelse oven på et ellers rigtig godt materialevalgsmøde, hvor vi følte os i rigtig gode hænder.

Men nu ser vi fremad og glæder os over, at vi nu igen er på vej videre i processen. I morgen skal vi have mailet kontrakten med underskrifter, så vores sag kan komme videre i systemet, før påsken rammer. Næste skridt er, at der skal tegnes en justeret plantegning med placering af stikkontakter, netstik m.m.

Og derefter skal Lind & Risør have sendt bygge- og nedrivningstilladelsen afsted.

fredag den 23. marts 2012

Materialevalg

Så kom vi omsider til materialevalg - længe ventet. Vi havde forberedt os godt ved at finde fliser på forhånd, kigge på gulve, køkkener m.m. Så det var faktisk slet ikke så slemt, som vi havde frygtet. Næ, det var egentlig ganske hyggeligt.

En konsulent hjalp os igennem dagen. Først mursten og tag, så gulv, vask, klinker, fliser, bruser, hårde hvidevarer, el m.m. Det blev nogle gode løsninger, fx gulvplankerne, som vi fik helt optur over! Men der er også ting, vi må leve med, som fx standardvasken og især udtræksknappen på toilettet; en MEGET stor og MEGET grim hvid plastikdims. Vi overvejer stadig, om vi skal leve med den eller skifte den ud for 1.600 kr. Men det er jo bare en udtræksknap...

Konsulenten er nu ved at regne på det og sender det derefter videre til tegnestuen, som kan tegne de sidste ting på, inden vi får det tilsendt til endelig godkendelse. Vi er meget ivrige efter at få tegningen og få den godkendt, for først derefter kan Lind & Risør sende ansøgningen om byggetilladelse til kommunen. Om vi når at få den inden 1 maj er temmelig tvivlsomt - hvis ikke, bliver byggeopstarten udskudt, og det ville være ærgerligt.

lørdag den 17. marts 2012

Byggebudget

I går fik vi mail fra advokaten omkring indbetaling af tinglysningsafgift. Budgettet er ved at være lidt uoverskueligt for os, og vi bliver af og til lidt nervøse. Banken har jo indledningsvist sagt ok, og det ser ikke ud til, at vi overskrider vores låneloft, men det ville være rigtig dejligt for os at vide, hvor meget vi kommer til at betale om måneden. Både i selve byggeperioden, hvor vi jo 'kun' betaler for grunden og i særdeleshed i fremtiden, når vi skal betale for både hus og grund!

Vi havde oprindeligt afsat et beløb til tilvalg, men det er meget meget svært at holde, selv om vi prøver at være fornuftige og prioritere rigtigt. Vi har indtil videre tilvalgt fiskertag, lavenergiruder og andre gulve. Det løber op, og det er de store ting på tilvalgsbudgettet. I køkkenet håber vi, at vi næsten kan holde budgettet, da vi både har valgt til og fra - vi 'sparer' fx 3000 på en væghængt emhætte, men til gengæld har vi valgt en lidt dyrere bordplade og drømmer om en dyrere vask. Entre, bryggers og badeværelser holder vi også nogenlunde omkring budget, da vi har valt billigere klinker til brusekabinerne, men til gengæld dyrere fliser til gulvene. Så har vi også fravalgt alle hårde hvidevarer og skabe, da vi tænker, at hvidevarer altid er på tilbud, så vi kan få bedre hvidevarer til samme pris eller måske forhandle os til lidt rabat. Og skabene behøver ikke at komme fra HTH - Ikea er lige så fint.

På torsdag skal vi en hel dag på materialevalg og vælge de sidste ting. Det bliver sikkert svært at bevare fokus, men det skal nok gå. Vi ved jo, at vi har brugt penge på de 'store' ting - en vask og en bordplade kan skiftes ud senere, hvis man synes.

Først herefter ved vi præcis, hvad den samlede entreprissum løber op i og dermed hvad vi skal låne i banken. Det endelige budget kan dog først lægges, når vi skal optage huslånet omkring overtagelsen. Renten kan nå at ændre sig inden da, ligesom der jo er risiko for at der vil opstå uforudsete udgifter i løbet af byggeprocessen. Det er med at have is i maven. Pt. har vi en grundkredit, som træder i kraft, når vi overtager grunden den 1. maj, da man ikke kan få realkreditlån, før der står et hus på grunden. Så det er et temmelig dyrt lån, vi har fået. Godt, vi overtager grunden så sent, og at vi kun skal have lånet i byggeperioden. Denne usikker omkring budgettet er en af de ting, vi synes mindst om ved det her projekt.

onsdag den 7. marts 2012

Pludselig så virkeligt...

Var forbi grunden i dag i det dejlige vejr. Har sådan lyst til at gå ind på grunden og kigge rigtigt, men vi sniger os altid forbi for ikke at forstyrre. Og så forsøger vi at lure, om et af skurene på grunden er sammenbygget med et på naboens grund. Ikke så godt, hvis det er, men det er vi jo nødt til at finde ud af, inden nedrivnings-Kurt kommer med maskinen.

Lind & Risør har åbenbart sat skilt op - det ved nu ikke rigtig, om man kan tillade sig, når sælger stadig bor der, og vi endnu ikke har overtaget...

                                                         Byggeskilt på grunden

tirsdag den 6. marts 2012

En god dag

Det er en god dag i dag, hvor vi har fundet ud af, at nedrivningsbudgettet alligevel holder. I entreprisekontrakten er der afsat 100.000 til nedrivning af det eksisterende hus, men på en eller anden måde er opgravningen af den blændede olietank forsvundet helt ud af entreprisekontrakten, så vi frygtede en ekstraregning. Men nu har det så vist sig, at nedrivnings-Kurt har gjort sit arbejde rigtig godt og inkluderet olietanken i tilbuddet, der så samlet når op på 99.000 (rydning og bortkørsel af godt 60 m2 hus inkl. garage, udhuse, beplantning + administration for afkombling af el).

Beløbet ligger ganske vist mistænkelig tæt på de afsatte 100.000, men ok. Så vi har sagt ja tak, selvom der måske ikke har været den store konkurrence på prisen.

torsdag den 1. marts 2012

Fra greb til stænkplade og svævende bordplade

Så er vi endelig kommet lidt videre i processen: Møde hos HTH i Glostrup, hvor vi har valgt elementer til køkken, entre, bryggers og 2 x bad. En dag, vi har gruet for, fordi den ligesom har lagt op til store beslutninger...

Men det viser sig faktisk at blive en rigtig fin og udmærket dag. Vi har booket tid fra 9-12 og bliver på fineste vis guidet igennem samtlige valg af en yderst kompetent og behagelig HTM-mand, der tålmodigt hjælper os med at vælge mellem alt fra sokkelhøjde til fugelister, skabsindmad, bordplader og vaske.

Vi holder  - meget passende - mødet i et udstillingskøkken (!), og hver gang vi skal tage stilling til noget, vi ikke liiige kan se for os, rejser vi os og går til en anden køkkenopstilling, så vi kan prøve forskellen på en bordplade i højde 90 og 91, afprøve soft-luk, se en underlimet vask m.m. Meget praktisk.

Efter to timer er vi færdige - lettede og glade. Det, vi ikke umiddelbart kunne se som et Morten-og-Line-køkken ender måske alligevel med at blive det? Vi er glade for, at vi har fået ændret skitsetegningen af køkkenet og kan nu lettere se det for os - valget er faldet på HTH's model "Mono" mmed hvide, firkantede greb og en tynd, hvid bordplade med sort kant. Meget hvidt, men det bedste vi kan få - når vi nu ikke har råd til UNOFORM og en flot træbordplade.

Vi fravalgte i øvrigt alle hvidevarer (på nær emhætten) og alle skabe, da vi tænker, at vi kan spare lidt ved selv at købe disse.

                                                                  HTH-køkken

mandag den 20. februar 2012

Ny plantegning

"Det er jo snart jul, så den bliver på vores regning", sagde byggerådgiveren, da vi talte om at ændre småting ved plantegningen. Ikke at vi havde noget konkret, for plantegningen passede os sådan set godt nok, som den var. Så vi overvejede at springe over og bare bevare det, som det var, men så valgte vi alligevel at tage afsted og give det en chance.

Og heldigvis for det, for det blev et rigtig godt møde hos Lind & Risør i Glostrup. Vi havde et par småønsker med, som vi gennemgik sammen med arkitekten. Han var god - kom med løsningsforslag og forklarede os også, hvorfor nogle af vore ideer var uhensigtsmæssige. Vi endte med at få følgende småting justeret:
  • Et indbygget skab i entreen er sløjfet, så vi i stedet får plads til et ekstra skab i bryggerset.
  • En skrå væg mellem stue og soveværelse (90'er-look!) er rettet ud, så vi kan udnytte pladsen til endnu et skab i soveværelset.
  • Siderne i de to brusekabiner er rettet ud, så vi lettere kan hænge en brusestang op.
  • Køkkenet er ændret, bl.a. ved at flytte den lofthængte emhætte til en væg, så den ikke bliver så synlig, og ved at gøre den ene langside af køkkenbordet brede via en række overskabe, der kan give lidt mere skabsplads. Prisen for disse ændringer er bl.a., at ovnen ikke kan være i et skab, at vi har måttet sløjfe alle overskabe samt et højt skab. 
Derudover drøftede vi, om det kan lønne sig at strække huset en anelse, så det bliver bredere, og vi får mere ud af haven. Vi opgav dog dette, da grunden er lille, og vi ikke vil få meget ud af det.


Ændret køkken

Plantegning med ændringer


Facader