Så har vi underskrevet den sidste kontrakt, tillægskontrakten. Det har været en lidt blandet oplevelse. Vi nåede op på tre versioner, før vi endelige ramte plet. I den første kontrakt, vi modtog, manglede der mange af de ting, vi havde aftalt på mødet. Pudsigt nok mest ting, der skulle modregnes, fx en emhætte til 5.000 og skabe til 4.000. Altså en del penge. Så røg den tilbage igen og kom så rettet, men uden forklaring tilbage med en ny udgift på 8.500 for "ændring fra grundmodel til individuel model".
Det har kort sagt været en noget forvirrende proces, og vi har oplevet, at det er næsten umuligt at gennemskue, hvad man betaler for ting, og om kontrakten er i orden, fx om der mangler noget. Så på den måde har det været en lidt kedelig oplevelse oven på et ellers rigtig godt materialevalgsmøde, hvor vi følte os i rigtig gode hænder.
Men nu ser vi fremad og glæder os over, at vi nu igen er på vej videre i processen. I morgen skal vi have mailet kontrakten med underskrifter, så vores sag kan komme videre i systemet, før påsken rammer. Næste skridt er, at der skal tegnes en justeret plantegning med placering af stikkontakter, netstik m.m.
Og derefter skal Lind & Risør have sendt bygge- og nedrivningstilladelsen afsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar